Sikkerhedsudstyr

Først og fremmest er det vigtigt at fastlægge behovet for sikkerhedsudstyr udfra hvordan båden benyttes. Sejlads i indre danske farvande stiller slet ikke de samme krav som jordomsejling eller Middelhav -sejlads.
Se i øvrigt under Elektronik og Navigation for information om elektronisk sikkerhedsudstyr.

Redningsflåde (Life raft) Uanset om du skal på langfart eller blot sejle rundt i hjemlige farvande er redningsflåden vigtig. Selv om ingen håber nogensinde at få brug for flåden, er det vigtigt at vælge en flåde, der passer til sejladsområdet. Flåder godkendes efter ISO 9650 standarden, der skelner mellem kystnær og off-shore sejlads. Desuden skelnes mellem forventet redning indefor 24 timer eller længere tid. Vælg en flåde, der kan serviceres overalt og af et anerkendt mærke. Billige flåder fra ukendte fabrikter er falsk tryghed!

Redningsflåder skal serviceres af godkendt værksted hvert tredje år, hvor gaspatroner og forsyninger udskiftes, så du er sikker på at flåden virker som forventet.

Selvom katamaraner er synkefri i deres konstruktion, så er der situationer, hvor livet afhænger af flåden, f.eks. ved band om bord og ved eventuel evakuering fra båden i høj sø.
Deltager du i ARC’en (Atlantic Race for Cruisers) over Atlanten, er det krav med en godkendt flåde med overlevelses-udstyr til mere end 24 timer (ISO 9650-1 A)

Magasinet ‘Yachting Monthly’ har testet 6 flåder her. Vi anbefaler Viking flåder.

Anker (Anchor) Hvis du primært bruger dit anker som et ‘frokostanker’ kan du sagtens klare dig med det som værfterne tilbyder, men bruger du dit anker til overnatning eller langtur anbefaler vi et ‘Rocna’ anker. Se video her. Rocna ankeret ruller rundt og graver sig ned med det samme. Læs artikel fra Fyens.dk her.
Sørg for at have mere end et anker ombord – også hvis du bare sejler i Skandinaviske farvande.

Kæde (Chain) Til danske farvande er 50 meter kæde nok, men ude i verden, med tidevand og større dybder skal du have mindst 100 m. kæde og gerne 100 meter tov til hårdt vejr. Husk at det er kæden der holder båden og ikke kun ankeret. 

Fjernbetjening af anker med kædetæller (Windlass control with chain counter) Sejler du ‘shorthanded’ er det en skøn ting at have ved styrepladsen og du har altid styr på hvor meget kæde du har ude.  

Drivanker (Drogue/Sea Anchor) Nødvendigt sikkerhedsudstyr på langtur. Bruges til at holde båden på ret kurs i forhold til bølgerne i storme.



Brandslukker (fire extinguisher)
 Brand ombord udvikler sig meget hurtigt til en ren katastrofe og derfor skal du være godt forberedt og være i stand til at nedkæmpe ilden, før den spreder sig og der er inden for få sekunder. Sørg for at holde gas-slanger og komfur/gas-grill efterset og tjek jævnligt for lækager med den lovpligtige lækage-tester på slangen fra gas-flasken.
Der bør være brandslukkere flere steder ombord. Som minimum ved pantry, ved el-panel og  i ved motorrum. Der fås også halv- og hel-automatiske brandslukningssystemer til motorrum. Monter gerne slukkere i hvert skrog og i salon og cockpit også. Alt under 2 kg. slukkere er ubrugelige, men der er netop kommet nogle små effektive, men korttidsvirkende brandslukkere som f.eks. Maus eller 112 Brandslukker til små brande i f.eks. gryder:

 

Husk at brandslukkere bør udskiftes hvert femte år eller serviceres af kvalificere servicecenter.
Ældre brandslukkere er bare falsk tryghed og koster i værste fald liv.

Lær mere om pulverslukkere her.

Brandtæppe (fire blanket) Et brandtæppe er en hurtig og effektiv metode til at slukke små brande i f.eks. en gryde med overophedet olie og efterlader ingen spor, som en pulverslukker gør. Lær at bruge de forskellige brandsluknings-metoder på et kursus, som f.eks. Falck eller sejlklubber afholder. 

Røgalarm (Smoke detector) Som minimum bør du have en røgalarm i salonen, men hvis du har et mere avanceret tyverialarm system installeret, kan der også her kobles røgdetektorer på. Læs mere om det under ‘Elektronik’. 

Nødraketter (emergency flares) Selvom mange opfatter nødraketter som en gammeldags metode til at sende et nødsignal, så er de faktisk stadig med til at redde liv. På åbent hav kan de påkalde opmærksomhed fra andre skibe selv flere sømil væk og i kystnære områder er det tit på land at de observeres og derfra alarmeres redningstjenesten. Skal du med ARC’en er der ret store krav til beholdningen af nødraketter ombord.
HUSK at nødraketter ikke er fyrværkeri og KUN må bruges i nødsituationer. Gamle raketter afleveres hos Politiet eller på Genbrugsstationen. Spørg først hos Politiet og ring inden du kommer med dem, da de opfatter det som sprængstof og behandler det derefter.

Førstehjælpskasse (Emergency kit) Til hjemlige farvande kan du sagtens klare dig med den førstehjælpskasse du kender hjemmefra. Skal du ud i verden skal den opgraderes til at kunne klare lidt af hvert. Vi anbefaler ar du taler med egen læge om medicin, bedøvelse og kendte sygdomme, der kan vaccineres imod. På de store oceaner er I alene om at løse problemerne, så det anbefales på det kraftigste at tage et udvidet førstehjælpskursus.