Valg af udstyr
For at give køberne størst mulig valgfrihed og for at holde basis-prisen nede, da det er den pris alle værfterne konkurrerer på, er der til hver model en ganske omfattende udstyrs-liste, som til tider kan være lidt uoverskuelig.
Med nedenstående oplysninger, vil vi gerne guide dig igennem valget af udstyr og hjælpe med beslutningsprocessen, så du får hvad du har brug for, men samtidig hjælpe med at vælge unødigt udstyr fra.
Der er meget stor forskel på om båden skal sejle i danske farvande eller om den skal jorden rundt. Det gælder både sikkerheds- og komfort-udstyr.
Basis prisen indeholder det der skal til for at båden kan søsættes og sejle fra havnen ved egen kraft, men ikke meget mere. Dog er f.eks. autopilot som regel standard. Det kommer tit som en overraskelse, at udstyret løber op i mellem 30-60 % af basis-prisen, inden båden er udstyret korrekt og det er derfor meget vigtig at definere hvad båden skal bruges til og samtidig også overveje layout og udstyr i forhold til gensalgsprisen, når båden engang skal udskiftes eller afhændes.
Meget af nedenstående kan også bruges, hvis du kigger på brugt båd, da priserne afhænger af bl.a. udstyrsvalg, layout og alder. Se mere under køb af brugt båd.
De fleste værfter har 2-3 pakker med udstyr.
Jo større pakke du vælger jo mere værdi for pengene. Der er altid en god rabat ved at vælge pakkerne fremfor at vælge delene enkeltvis, men i nogle tilfælde kan det betale sig at vælge den mellemste pakke og kun tilkøbe de dele som du ønsker, med mindre hele pakken er attraktiv. Vi står gerne klar med beregninger og rådgivning.
Der er som regel mulighed for at vælge farve på polstringen af hynderne og alle andre hynder i f.eks. cockpit og til lounge-områder er valgfrie tilvalg.
I nogle tilfælde kan du også vælge materiale til hynderne f.eks. læder eller pvc til charterbrug.
Du kan også vælge tæpper i matchende farve til kahytter og salon.
Gardiner findes både som tilvalg og som en del af udstyrs-pakkerne. På de større modeller kan der også vælges elektriske plissé gardiner.
Dæksudrustning omfatter mange forskellige dele – kort sagt alt det udstyr, som sidder udendørs.
Vi rådgiver gerne om valg af nødvendigt grej, når du bestiller din katamaran så det passer til dit formål.
Se forklaring på de mest almindelige valg herunder (engelsk navn i prislisten i parentes):
Gangbro (Gangway): Normalt lægger man en katamaran til med hækken eller med siden til (langskibs). Det er næste umuligt at komme udover stævnen og ned på en flydebro uden en stige (som også er en god ting at have ombord – gerne en telekopstige, der let stuves væk.) Gangbroen er en fleksibel løsning og monteret rigtigt virkern den både med hække og siden til. En anden mulghed er en lille fribordsstige monteret midtskibs når båden ligger langskibs.
Kaleche (Cockpit tent): Hvad enten du sejler i nordiske kolde farvande eller under varme himmelstrøg er en kaleche en af de bedste investeringer du kan have ombord. Det er dog ikke samme løsning til begge farvande. men den nordiske løsning, kan med få midler tilpasses begge dele. Her i Skandinavien har vi brug for at holde regn og vind ude samt holde på varmen og lade solens stråler komme ind og , selvom kalechen er monteret og lukket til. Under varme himmelstrøg er det modsat – Her er der brug for at holde solen og varmen ude og sikre at luften kan udskiftes i cockpittet. Alle de løsninger som værfterne tilbyder er løsninger til varme steder og de fungerer ikke nordpå. Kvaliteten har også svært ved at klare vores vind og vejr. Vi tilbyder specialsyede kalecher til alle katamaranerne og sørger selvfølgelig for at farver og tilpasninger opfylder jeres behov. Prisen er ca. 20-25% højere end de standardløsninger som værfterne tilbyder – til gengæld kan en specialsyet kaleche holde længere, passer bedre og opfylder kravene til vores hårde klima.
Bimini til styreplads (Bimini for helm station): Uanset hvor du skal sejle er overdækning af styrepladsen næst uundværlig. Husk også at få en komplet inddækning med, så båden kan sejles komfortabelt i al slags vejr. Vælger du en cockpit- kaleche fra os, er biminien til styrepladsen altid inkluderet, så det hele passer sammen.
Solafskærmning (exterior window blinds): Skal du sejle i solen eller jorden rundt anbefaler vi at du kan afskærme de store glasflader, så varmen kan holdes ude af salon og kahytter goså, hvasi båden forlades i længere tid, så solens UV slid på hynder og træværk minimere. I Nordiske farvande er det ikke aktuelt.
Soltelt (Sun awning): Ønsker du mere skygge på båden, kan du vælge en teltdug til fordækket, som bruges når du ligger for anker.
Større bord (tabel extension): Er I altid mange ombord fås der et større bord i lækkert teaktræ.
Undendørs hynder (Outdoor cushions): Afhængig af pakke løsning kan hynder være inkluderet – ellers kan du vælge at få hynder til de udendørs arealer. Vi tilbyder også specialsyede hynder i samme eller matchende farve i bedre kvalitet med bedre komfort, som også kan klare vores klima.
Indbygget fender på agterspejlene (Protective strip): Ligger du ofte med hækken til anbefaler vi at få monteret faste/indbyggede fendere. Almindelige fendre er svære at få til at blive på plads og med faste fendere på båden er den beskyttet også i gæstehavne.
Whiskystole (Bow seats): Ikke strengt nødvendige, men et skønt sted at sidde under sejladsen! Følge marsvinene/delfinerne springe forboven eller nyd en sun-downer (drink) for anker.
2. badestige (2. swim ladder): KUN hvis båden bruges af dykkere vil vi anbefale en ekstra badestige – ellers er den bare i vejen, når man lægger til.
Dekoration (Fly decoration): Smagssag, men båden får et mere strømlignet og frækt udtryk, når dekorationen sættes på.
Teakdæk i cockpit/agtertrapper (Teakdeck cockpit/transoms): Teak er smukt, men kræver en del vedligeholdelse. Vi anbefaler syntetisk Flexiteek i stedet for, da det fås i mange varianter/farver og er meget let at vedligeholde. Det ændrer ikke farve og er behageligt at gå på også når det er vådt.
Gas grill (Gas BBQ): En fast monteret gasgrill er sikker at bruge og får gas fra bådens gasinstallation. Mange danske havne forbyder dog brug af åben ild ombord.
Varmt vand ved badestige (Hot water deck shower): Skønt at kunne skylle sig af i varmt vand, når man har været i havet. Det er en billig luksus, som er alt for dyr at lave efterfølgende.
Interiørudrusning er tilbehør og udvidelser til salonen og kahytter, dog ikke hårde hvidevarer og elektronik.
Pengeskab (Combination locker safe) Langturs-sejlere debatterer jævnligt om pengeskabe. Det er lidt en ‘religions-sag’ om det kan betale sig at at låse værdier væk. Nogen mener at det selvfølgelig gør det sværere for evt. tyveknægte at komme til værdierne og andre mener at det blot øger risikoen for overfald af mere voldelig karakter. Det må derfor være op til dig selv hvad du foretrækker. Hvis det skal have en effekt, skal det være indbygget og helst skjult bag en låge, så man ikke bare tager det med.
Gardiner til salon (Saloon curtains) Næsten alle modeller har kraftigt tonede ruder, der gør det svært at kigge ind med nysgerrige blikke om dagen, men om aftenen, når der er tændt lys i salonen og kahytterne kan man lettere se ind. Nogle modeller fås med alm. gardiner og andre med tilpassede plisségardiner, på nogle af de større modeller fås der elektriske plisségardiner.
Når der sejles natsejlads, kan det også være en god ide med gode gardiner, så skippers nattesyn ikke ødelægges.
Teak i brusekabine (teak in shower) En skøn detalje i badet. Fås som regel i både rigtig teak eller i Flexiteek. Vi anbefaler syntetisk teak, da det er væsentlig nemmere at holde og ganske svært at skelne fra rigtig træ.
Spisebord i salon (Dinner table in saloon) Normalt leveres båden med et kaffebord (specielt på de mindre modeller), men det er muligt at udskifte det med et spisebord. Nogle modeller få med variabel højde, endda elektriske modeller fås og andre kan konverteres til dobbeltseng.
Lamelbunde (bed slats) Selvom der er gode madrasser i bådene er lamelbunde en god investering. De giver bedre sovekomfort og sørger for cirlulation om madrasserne, så fugten kan ledes væk. Gode topmadrasser kan også anbefales og vi hjælper gerne med at få specialsyet topmadrasser også i memoryskum, hvis det ønskes. Specialsyet lagen og linned kan også leveres evt. med logo eller bådnavn.
Søsætning, levering og transport
En ny båd er en stor beslutning – faktisk nok en af de største de fleste mennesker tager i livet sammen med køb af fast ejendom.
Derfor er det vigtigt, at levering af båden sker i overensstemmelse med det der er bestilt og at alt virker ved levering og der er taget hånd om evt. opgaver i forbindelse med overtagelsen af båden.
Næsten alle katamaraner produceres i Frankrig (Leopard undtaget) og de fleste udskibes i Biscayen, som er et af de hårdeste farvande på kloden. Enkelte værfter udskiber i Middelhavet og det giver en lang tur hjem til Danske farvande.
Er du erfaren sejler kan du sejle båden hjem selv evt. med hjælp fra en eller 2 besætningsmedlemmer fra os. Ellers tilbyder vi at sejle båden hjem med vores eller hyret besætning. Under normale vejrforhold tager det 7-10 dage fra Atlanterhavs-kysten i Frankrig og ca. 3-4 uger fra Middelhavet – begge dele stort set nonstop sejlads.
Søsætning og rigning (Commissioning) Båden transporteres fra værftet, søsættes og rigges af professionelle riggere.
Overtagelse (Handover) Det er obligatorisk at overtagelsen først foregår til forhandleren og derefter overtager kunden båden enten i Frankrig i værftets udskibningshavn eller i egen hjemhavn, hvis vi er hyret til at levere båden i Skandinavien. Beløbet dækker vores omkostninger til transport og ophold i de 7-10 dage hvor overtagelsen foregår og hvor diverse småting bringes i orden inden kunden selv kan overtage båden. Det er således forhandleren, der garanterer at alt er leveret som bestilt.
Plastwrapping (Thermocovering) Skal båden transporteres på fragtskib til destinationen kan den pakkes ind i plastik for beskyttelse under transporten.
Mast i 2 dele (Mast in 2 parts) Bruges ved transport på fragtskib.
Ab fabrik (Ex-works) Dækker over papirarbejdet i de sjældne tilfælde, hvor kunden selv står for transport fra værft til destination. Bruges stort set kun af charterselskaber, der køber flere både ad gangen.
Eksport gebyr (Exportation) Dækker over papirarbejdet ved eksport ud af Frankring og er obligatorisk, hvis båden skal ud af Frankrig.
Undervisning (Coaching) Få din egen underviser ombord i en hel dag og lær alle bådens systemer godt at kende samt undervisning i sejlads med katamaran.
Skipper (Skipper) Hyr en professionel skipper til at sejle med hjem eller hyr en hel besætning. Er du ikke meget erfaren skipper selv, anbefaler vi på de kraftigste at hyre hjælp til at sejle båden hjem. Biscayen er ikke for begyndere.
Besætning (Crew) Vil du ikke selv være med til at sejle båden hjem, kan du hyre et eller flere besætningsmedlemmer til at sejle båden hjem for dig. Besætningen SKAL bestå af mindst 3 og helst 4 personer, hvor alle skal have mindst duelighedsbevis og gerne Y3. Båden sejles hjem (eller hvortil det ønskes) så godt som nonstop – kun med pauser til at fylde tankene og for at undgå dårligt vejr.
Sikkerhedsudstyr
Først og fremmest er det vigtigt at fastlægge behovet for sikkerhedsudstyr udfra hvordan båden benyttes. Sejlads i indre danske farvande stiller slet ikke de samme krav som jordomsejling eller Middelhav -sejlads.
Se i øvrigt under Elektronik og Navigation for information om elektronisk sikkerhedsudstyr.
Redningsflåde (Life raft) Uanset om du skal på langfart eller blot sejle rundt i hjemlige farvande er redningsflåden vigtig. Selv om ingen håber nogensinde at få brug for flåden, er det vigtigt at vælge en flåde, der passer til sejladsområdet. Flåder godkendes efter ISO 9650 standarden, der skelner mellem kystnær og off-shore sejlads. Desuden skelnes mellem forventet redning indefor 24 timer eller længere tid. Vælg en flåde, der kan serviceres overalt og af et anerkendt mærke. Billige flåder fra ukendte fabrikter er falsk tryghed!
Redningsflåder skal serviceres af godkendt værksted hvert tredje år, hvor gaspatroner og forsyninger udskiftes, så du er sikker på at flåden virker som forventet.
Selvom katamaraner er synkefri i deres konstruktion, så er der situationer, hvor livet afhænger af flåden, f.eks. ved band om bord og ved eventuel evakuering fra båden i høj sø.
Deltager du i ARC’en (Atlantic Race for Cruisers) over Atlanten, er det krav med en godkendt flåde med overlevelses-udstyr til mere end 24 timer (ISO 9650-1 A)
Magasinet ‘Yachting Monthly’ har testet 6 flåder her. Vi anbefaler Viking flåder.
Anker (Anchor) Hvis du primært bruger dit anker som et ‘frokostanker’ kan du sagtens klare dig med det som værfterne tilbyder, men bruger du dit anker til overnatning eller langtur anbefaler vi et ‘Rocna’ anker. Se video her. Rocna ankeret ruller rundt og graver sig ned med det samme. Læs artikel fra Fyens.dk her.
Sørg for at have mere end et anker ombord – også hvis du bare sejler i Skandinaviske farvande.
Kæde (Chain) Til danske farvande er 50 meter kæde nok, men ude i verden, med tidevand og større dybder skal du have mindst 100 m. kæde og gerne 100 meter tov til hårdt vejr. Husk at det er kæden der holder båden og ikke kun ankeret.
Fjernbetjening af anker med kædetæller (Windlass control with chain counter) Sejler du ‘shorthanded’ er det en skøn ting at have ved styrepladsen og du har altid styr på hvor meget kæde du har ude.
Drivanker (Drogue/Sea Anchor) Nødvendigt sikkerhedsudstyr på langtur. Bruges til at holde båden på ret kurs i forhold til bølgerne i storme.
Brandslukker (fire extinguisher) Brand ombord udvikler sig meget hurtigt til en ren katastrofe og derfor skal du være godt forberedt og være i stand til at nedkæmpe ilden, før den spreder sig og der er inden for få sekunder. Sørg for at holde gas-slanger og komfur/gas-grill efterset og tjek jævnligt for lækager med den lovpligtige lækage-tester på slangen fra gas-flasken.
Der bør være brandslukkere flere steder ombord. Som minimum ved pantry, ved el-panel og i ved motorrum. Der fås også halv- og hel-automatiske brandslukningssystemer til motorrum. Monter gerne slukkere i hvert skrog og i salon og cockpit også. Alt under 2 kg. slukkere er ubrugelige, men der er netop kommet nogle små effektive, men korttidsvirkende brandslukkere som f.eks. Maus eller 112 Brandslukker til små brande i f.eks. gryder:
Husk at brandslukkere bør udskiftes hvert femte år eller serviceres af kvalificere servicecenter.
Ældre brandslukkere er bare falsk tryghed og koster i værste fald liv.
Lær mere om pulverslukkere her.
Brandtæppe (fire blanket) Et brandtæppe er en hurtig og effektiv metode til at slukke små brande i f.eks. en gryde med overophedet olie og efterlader ingen spor, som en pulverslukker gør. Lær at bruge de forskellige brandsluknings-metoder på et kursus, som f.eks. Falck eller sejlklubber afholder.
Røgalarm (Smoke detector) Som minimum bør du have en røgalarm i salonen, men hvis du har et mere avanceret tyverialarm system installeret, kan der også her kobles røgdetektorer på. Læs mere om det under ‘Elektronik’.
Nødraketter (emergency flares) Selvom mange opfatter nødraketter som en gammeldags metode til at sende et nødsignal, så er de faktisk stadig med til at redde liv. På åbent hav kan de påkalde opmærksomhed fra andre skibe selv flere sømil væk og i kystnære områder er det tit på land at de observeres og derfra alarmeres redningstjenesten. Skal du med ARC’en er der ret store krav til beholdningen af nødraketter ombord.
HUSK at nødraketter ikke er fyrværkeri og KUN må bruges i nødsituationer. Gamle raketter afleveres hos Politiet eller på Genbrugsstationen. Spørg først hos Politiet og ring inden du kommer med dem, da de opfatter det som sprængstof og behandler det derefter.
Førstehjælpskasse (Emergency kit) Til hjemlige farvande kan du sagtens klare dig med den førstehjælpskasse du kender hjemmefra. Skal du ud i verden skal den opgraderes til at kunne klare lidt af hvert. Vi anbefaler ar du taler med egen læge om medicin, bedøvelse og kendte sygdomme, der kan vaccineres imod. På de store oceaner er I alene om at løse problemerne, så det anbefales på det kraftigste at tage et udvidet førstehjælpskursus.
Sejl og rig
Alle katamaranerne leveres som standard med et storsejl med stor kappe og fok eller genua afhængig af model.
Langt de fleste investerer i en eller anden form for flyvesejl – genakker, spiler eller Parasailor™.
Gennaker (Gennaker) (Staves også Genakker, men mest med 2 n’er) Kaldes også for en asymetrisk spiler. Gennakeren bruge fra lidt foran for tværs til plat læns og er nem at håndtere også for en lille besætning. Kræver bovspryd og gennaker-udrustning med ekstra spil på båden.
Code 0 (Code zero) En asymetrisk spiler/gennaker til skæring. Fra ca 50-60 grader – 130-140 grader til vinden. Lavet i et meget kraftigt materiale, der kan holde til stor belastning. Kræver bovspryd og gennaker-udrustning med ekstra spil på båden.
Bovspryd og gennaker-udrustning (Bowsprit and gear for gennaker) Bovsprydet gør det lettere at fæstne en gennaker eller Code 0. I pakken med bovspryd er som regel også resten af udrustningen med ekstraspil, skødevisere og nødvendige blokke.
Spiler (Spinnaker) Normalt kræver en spiler en spiler stage, men på en katamaran er den ikke nødvendig. Hvis du ønsker stage for bedre trim-muligheder, kan den selvfølgelig monteres og også bruges til at spile en genua på læns. Nogle vælger endda 2 stager, så der kan sejles med ‘butterfly’ – 1 sejl til hver side.
Squaretop (Square top) Vi anbefaler at du investerer i et bedre storsejl end det ‘full batten’ storsejl, der følger med. Et Squaretop storsejl har nogle vigtige ekstra kvadratmeter øverst i sejlet, der giver det karakteristiske firkantede udseende på sejlet. Vinden er som bekendt kraftigere højere oppe og derudover kan sejlet twistes så den bedste profil opnås. Det er typisk ikke dyrt, når det bestilles med båden.
3. rebeline (Third reef line) Skal du på langtur bør du vælge et 3. hurtig reb med det samme. På de store have er det let at blive fanget i dårligt vejr og det er vigtigt at du hurtigt og sikkert kan rebe helt ned, men stadig bevare fremdrift.
I skandinaviske farvande, har vi sjældent storm og meget kortere distance og bedre vejrudsigter, men alligevel tilråder vi 3. rebemulighed.
El-installation og lys ombord
Først og fremmest kan du ikke få lys nok ombord!
Skal du ud på de store oceaner, er lys ekstra vigtigt. Her har du brug for lys til at kunne hjælpe dig med at fejlfinde og arbejde ombord, når mørket har sænket sig.
Det er sjældent i gode og lyse forhold at noget går galt ombord. Derfor er det vigtig med gode installationer og uafhængige lyskilder, som lygter og projektører.
Sørg også for at du har uafhængige lyskilder i motorrum og stuverum – udover de lyskilder som du har forbundet til bådens elektriske system. Et godt dækslys er også svært at undvære.
Glem ikke lys på redningsveste og Mand over Bord bøjer.
Husk også, at når du anskaffer lygter skal de har en naturlig farve lys, så du kan skelne farvekoder på diagrammer og ledninger.
Mange billige LED lamper har et lys, der gør det svært at se farver.
Cockpitlys og ledelys (Courtesy lights) Lys i cockpittet, på trapper, langs gulvet og i kahytter kaldes ‘Courtesy lights’ og findes normalt i en samlet pakke som bør vælges til, da det er væsentligt dyrere at eftermontere. Som nævnt ovenfor kan man ikke få lys nok ombord, men i nogle situationer har man brug for at kunne dæmpe lyset, så nattesynet ikke ødelægges og her er lys-dæmpere og ledelys løsningen. På de mindre modeller er lys-dæmpere noget vi eftermonterer, mens det er standard på de større modeller (Flagship Class)
Lys i mast og bom (Mast and boom lights) Dækslys i masten er svære at undvære, medmindre du kun sejler kystnært. Lys i bommen er mere for syns skyld, men kan være praktisk på oceanerne. På nogle modeller er det én pakke med lys i mast og bom og på andre er det adskilt.
Undervandslys (Under water lighting) Hvid du dykker om natten er de en god hjælp, ellers mest for syns skyld og en smags sag. Lyset er normalt blåt.
AGM batterier (AGM batteries) Nogle både har AGM batterier som standard og i andre er det en option. AGM batterier har længere levetid, uovertruffen kapacitet og tåler mange dybdeafladninger og oplader dobbelt så hurtigt som et GEL batteri. AGM batterier er helt vedligholdelsesfri og vibrationssikkert.
Regn med at batterier alt efter kvalitet og type holder i ca. 4-8 år. Ved at investere i AGM batterier, der er designet til opgaven, tjener de sig hjem i det lange løb.
12 volt stik (12 volt outlet) Mobiltelefoner, Ipads, tablets, lygter osv. skal alle oplades og derfor kan du næsten ikke få 12 V. stik nok på båden. I dag fås også kombinerede 12 V/USB stik til lettere tilslutning af udstyr.
Solpaneler (Sun panels) Sejler du langfart eller ønsker du at være mere selvforsynende, er solpaneler en god løsning – også langt bedre end vindmøller og hydro-generatorer. Du får langt mere strøm for pengene og skal ikke høre på vindstøj eller miste fart. Solpanelerne bliver hele tiden både bedre og billigere. En typisk langturs katamaran kan klare sig med 450-600 W paneler for at forsyne køleskabe, frysere, navigationsudstyr og ikke mindst autopiloten.
Batteri og forbrugs overvågning (ECO cruising monitor) Har du solceller, vindmølle, hydrogenerator eller meget udstyr ombord eller ønsker du at overvåge bådens batterier og tanke, er ECO monitoren en god hjælper. Her kan du altid se bådens kapacitetsstatus og følge med i forbruget ombord.
Komfortudrustning og hårde hvidevarer.
Køleskabe og frysere (refrigerators (fridge) and freezers) Skal du på langtur kan du ikke få køleplads nok. Vær opmærksom på at nogle valgmuligheder udelukke andre, specielt på de mindre modeller. Tænk over om det er vigtisk med fryserplads eller om køleskabet kan klare opgaven på de lange stræk. Frysere bruger mere strøm end køleskabe og jo varmere det er i ude-temperatur jo mere strøm bruge de.
Ismaskiner (Icemakers) Altid dejligt med isterninger til drinken eller sodavanden. Ismaskiner skal jævnligt renses og kan tage pladsen fra et køleskab eller en ekstra fryser. Der fås også små løse isterning maskiner på markdet.
Mikroovn (Microwave oven) Alle mikroovne kræver 230 Volt og derfor virker de kun, hvis der også er monteret inverter eller båden er forbundet til landstrøm.
Gas ovn (Gas oven) Nogle modeller har ovn som standard og i andre er det et tilvalg. Det er svært at undvære en ovn, medmindre båden kun bruges til dagsejlads.
Vaskemaskine/Tørretumbler (Washer/Dryer) På langtur er det skønt med mulighed for at vaske og tørre tøj. På nogle modeller fås en kombineret maskine der kan både vaske og tørre. I andre tilfælde er det nødvendigt med 2 maskiner. Alle modeller kræver 230 volt, når de skal bruges.
Elektrisk toilet (electric head bowl/toilet) Elektriske toiletter ombord gør det nemmere at skylle ud, men de bruger lidt mere vand. De er ligeså følsomme overfor ting, der ikke hører til i toilettet som de manuelle, men er forsynet med en kværn som gør det lettere for indholdet at passere slangerne til holdingtanken og letter også tømning af holdingtanken. I Skandinaviske farvande og andre beskyttede havområder er der lovkrav om holdingtanke ombord. Som regel er det muligt at få elektrisk toilet på et toilet og manuelle på de andre, hvis det ønskes.
Ekstra ferskvandspumpe (extra freshwater pump) For at bruge mindre vand og få en mere støjsvag vandforsyning, kan nogle modeller udstyres med en ekstra pumpe til ferskvand. Det giver kortere vej i slangerne og højere kapacitet, så flere vandhaner kan bruges samtidig.
Ventilatorer 12 Volt (12 V. fan) Hold temperaturen i salonen og kahytterne nede med ventilatorer, der cirkulerer luften og dermed også trækker frisk luft ind. Du kan selv vælge hvor mange ventilatorer du ønsker i båden, men vi anbefaler 2 i salonen og en i hver kahyt.
Airconditioning (A/C) Under varmere himmelstrøg er A/C en skøn ting at have ombord. På en kold aften kan A/C anlægget også levere varme, men det er ikke nok til at erstatte et rigtigt varmeanlæg i vores klima. Skal bestilles fra værft, da det er stort set umuligt at eftermontere og kræver at båden er udstyret med generator, som også skal monteres fra værftet.
Varmeanlæg (Heating) Selv om værfterne har en varmeløsning, er det ikke en vi anbefaler til vores klima. Værfterne regner med at anlægget skal bruges i Middelhavet i ydersæson og er dimensioneret til at varme båden op fra plus 10-12 grader til 20-22 grader.
Vores anlæg til det Skandinaviske klima kan håndtere opvarmning hele året rundt og vi har forskellige løsninger afhængig af, hvordan bådes skal bruges.
Vi lægger vægt på støjniveau og komfort samt løbende vedligeholdelse, når det rigtige anlæg skal vælges.
Vandrensningsanlæg (Water maker) En water maker ombord sikrer rent drikkevand, men kun hvis den er passet og plejet. Læs manualen grundigt og følg procentens vejledning.
Vælg en water maker i god kvalitet! De billige går lettere i stykker og du kan ikke altid stole på kvaliteten af vandet. Hav altid reservedele, filtre og membraner ombord. Det er vigtigt at en watermaker bruges, da det er en del af vedligeholdelsen. Hvis den ikke bruges jævnligt tørrer membranerne ud og bliver værdiløse. Vi anbefaler anlæg fra firmaet Sea Recovery.
Brugte både
Lagoon 380 S2 – 3 kahytter – Årgang 2007
Lagoon 380 S2 3 kahytter Årgang 2007 Astréa 42 / 3 kahytter Årgang 2012 Lagoon 380 S2 Owners [...]
Saona 47 – 3 kahytter – Årgang 2019
Fountaine Pajot Saona 47 3 kahytter Årgang 2019 Saona 47 fra 2019 Maestro version med 3 kahytter og 3 toilet/bad. Meget veludstyret! Pris: Kr. 6.695.000 ekskl. [...]
SOLGT – Astréa 42 – 3 kahytter – Årgang 2019
SOLGT Astréa 42 / 3 kahytter Årgang 2019 Kun sejlet 4 måneder! Astréa 42 / 3 kahytter Årgang 2012 SOLGT - [...]
SOLGT – Leopard 44 – 4 kahytter – Årgang 2012
SOLGT - Leopard 44 / 4 kahytter Årgang 2012 Leopard 44 / 4 kahytter Årgang 2012 Leopard 44 fra 2012 [...]