Motorer 
De fleste brugte charterbåde er udstyret med de mindste motorer fordi charterselskaberne mener at lav fart er lig med lille skade, men i virkeligheden er det modsatte nok tilfældet. Lav motorkraft sammen med små propeller giver lav stop-kraft og i vores farvande med korte og krappe bølger har du brug for de kraftige motorer og store 3 bladede propeller. 

Køb aldrig en katamaran med standard motorer – det er alt for omkostnings-tungt at opgradere og båden er også sværere at sælge igen. Har båden gået over 500 timer om året er det med stor sikkerhed en charterbåd, selvom den markedsføres som privat ejet. Mange charterbåde er faktisk privatejet, selvom de udlejes på fuld tid. Har motorene gået mere end 6-7000 timer er de klar til hovedeftersyn eller måske ligefrem udskiftning, da charterkunder ikke behandler dem som du selv ville.

Hvis du primært sejler for sejl, skal du samtidig vælge en båd med foldepropeller eller få dem eftermonteret – så sejler du hurtigere og slipper for støj fra skruerne, når du sejler for sejl.  

El-system
Når du kigger efter brugt båd er det ekstremt vigtigt, at bådens el-system er designet og dimensioneret til det sejlads-område, hvor du primært ønsker at sejle. Det er næsten umuligt at ombygge en 115 V installation til 230 V og endnu sværere modsat, da ledningerne i en 230 V installation er tyndere end i en 115 V båd. Skal du ud i verden, så få monteret en skilletrafo på landstrømmen, så du kan bruge 115 V forsyning på din 230 V båd. Du skal sikre dig at ladere og andet udstyr kan køre på 60 Hz! 
Undlad at købe en 115 V båd, hvis du ikke kun sejler i US farvand.